Infographic: Hvad er det der Pinterest for noget?
Pinterest er på alles taster for tiden. Hvorfor er svært at sige, men tallene taler et tydeligt sprog. Tilstrømningen har været massiv. Selv i lille Danmark er der allerede hundrede, hvis ikke tusinder af brugere tilmeldt tjenesten.
Pinterest er en sammentrækning af de engelske ord “pin” (tegnestift) og “interest” (interesse). Kort fortalt gør tjenesten det muligt at slå ting, man finder på internettet, op på virtuelle opslagstavler inden for kategorier man selv definerer. På den måde kan man gemme godt content til senere og samtidigt vise verden hvor god smag man har. Sidstnævnte er så vidt jeg kan se, den måde de fleste bruger det på. Som du sikkert har gættet er der også mest tale om billeder, selvom det også er muligt at pinne YouTube-film.
Jeg har fundet to infografiske udlægninger af nogle af de imponerende tal, Pinterest kan fremvise. Vælger du at kaste dig ud i livet som digital pinner, kan du passende starte med at følge YourWaves, Martin eller undertegnede. Hvis du har brug for det, sender vi også gerne en invite, så længe lager haves.







