Against Your Records – En alternativ måde at markedsføre musik i Danmark.
Det har alle dage været svært at være undergrundsband i Danmark. Det kan ikke altid betale sig at satse på den traditionelle pladeselskabsmodel og slet ikke i disse klemte økonomiske tider. Vejen til folkets ører er lang og musikerne kæmper om opmærksomheden. Penge er der ikke mange af i branchen, hverken hos investorer eller musikere, så der skal tænkes alternativt, hvis man vil ud til sit publikum.

Græsrodspladeselskabet ”Against Your Records” forsøger via en simpel men smart metode at skabe eksponering for nogle bands, der genremæssigt ikke passer godt ind i dansk mainstream. Metoden går i al sin enkelthed i at udgive kompilations med musik fra forskellige undergrundsbands og distribuere dem til pladebutikker, hvorfra den uddeles gratis. Vi har sat ophavsmændene i stævne for at høre mere om målsætning og vision bag ideen.
Hvad håber i helt konkret at få ud af udgivelserne?
Meget hurtigt beskrevet er der to sider af projektet, der har været vigtige for os. Den første er at nå ud til lytteren. Det er vores erfaring at det som band er utrolig svært at nå ud til det publikum, der ikke i forvejen kender musikken. I dag er der ikke særlig mange der opsøger nye upcomming bands. Slet ikke hvis det koster over 50 kr. på et spillested en torsdag aften, der også oftest er det eneste sted man kan få fingrene i deres EP eller demo. Men hvis folk derimod har hørt musikken eller set navnet i forvejen, kan det være at de 50 kr. ikke virker så ”farlige”. Den anden side af projektet er at skabe et netværk imellem de bands der er på cd’en. Det kunne f.eks. være ved koncerter, hvor det jo er oplagt som et mindre act at spillle 2-3 bands på en aften. Der vil bands også have muligheden er for at præsentere deres musik for andre lignende bands fanskarer og derved nå ud til det bredere publikum.
Hvordan har i fundet og udvalgt de bands, der er med på den første kompilation?
Vi har helt klart brugt internettet til at finde de bands der er med på kompilationen. Det har været vigtigt for os, at de bands vi har valgt til cd’en, har haft en vis originalitet og energi, men samtidig også en vis entusiasme. Det har derfor været et krav til vores bands, at de havde vis liv-erfaring. – Genremæssigt har vi valgt at gå bredt syntes vi selv, dog er alle bands indenfor rock-genren.
Det er nogle uger siden i udsendte den første kompilation – hvordan har responsen været? Har i set resultater?
Vi har fået en del respons på blogs – rigtig positiv respons! Det er helt sikkert et skulderklap. Samtidig har det jo også givet de bands der er på cd’en mere omtale. Der en del andre bands, der har skrevet til os om at komme med på næste kompilation. Selve resultatet af arbejdet med cd’en er altså kommet artisterne til gode.
Kommer der flere kompilations fra Against Your Records?
Der kommer helt sikkert en 2’er – vi har snakket om at lave en udelukkende for københavnske bands og ligeledes en for århusianske bands og i et lidt større oplag end de første 250 stk. Lige nu har vi en masse andre ting at se til så det bliver nok først noget vi tager fat på i starten af september.




