Fire ting du bør forstå om Twitter, inden du går i gang.
Mange af de musikere jeg møder og arbejder med har kløe i musefingeren. De opretter profiler på alle platforme de støder på, men bruger ikke tid på at sætte sig ind i hvad de faktisk kan bruges til. Det samme gælder Twitter. Det ser måske nemt ud, men kræver resurser at bruge optimalt – især hvis man er en ukendt musiker. Jeg har set mange musikere oprette en profil, lave to-tre Tweets og derefter aldrig vende tilbage. Her er fire ting jeg synes man bør forstå om Twitter inden man går i gang.

1. Twitter er et netværksredskab før det er et promotion-redskab
Twitter er ikke en traditionel massemedie – det er et socialt medie. Det betyder at dets styrke ligger i at skabe og vedligeholde kontakt imellem mennesker. Første fejl musikere begår på Twitter, er at de opfatter det som deres egen kommunikationskanal ud til deres fans. De forventer at der findes passive modtagere til deres nyheder og at de kan bruge Twitter som deres egen lille mini-nyhedsside eller reklamesøjle. Problemet er at den gennemsnitlige Twitterbruger ikke er en passiv modtager, men en aktiv deltager. Brugerne er på Twitter for at interagere med andre brugere, for at præge samtalerne og for at skabe ægte relationer. Det samme står enhver musiker frit for at gøre, men man skal have mange fans før det kan betale sig at fokusere på envejskommunikation.

2. Twitter er lige så god til at lytte, som den er til at tale.
Jeg bruger Twitter flittigt i min hverdag. Jeg holder øje med min profil hele dagen enten på PC’en eller på min iPhone. For mit vedkomende bruger jeg oftere Twitter til at læse hvad andre skriver, end for selv at skrive (og det er ikke fordi jeg ikke har noget at reklamere for, hvis jeg selv skal sige det). For mig er Twitter blevet en uvurderlig kanal til viden og nyheder. Det er et potentiale de fleste nye brugere ikke har opdaget endnu.
Jeg har læst et sted, at du i fremtiden ikke finder dine nyheder, men at dine nyhederne finder dig. Det er ikke længere fremtid på Twitter. Her sammensætter du selv din kanal ved at vælge imellem millioner af brugere, du kan følge. De bedste af brugerne serverer holdninger, nyheder og viden fra deres egen Twitter-profil. Du skal blot udsøge de, der er mest relevante for dig. Med tiden har man opbygget sin egen personlige videnskanal bestånde af inputs fra de mennesker men deler interesser eller holdninger med.

3. Twitter er måske slet ikke noget for dig…
Twitter er ikke for alle og det er meget sjældent en uundværlig del af en musikers markedsføring. Twitter kræver tid, indlevelse og opbygning af et netværk. Hvis man ikke er villig til at bruge energien, ikke forstår omgangstonen eller ikke synes det er sjovt eller relevant, kan det sandsynligvis betale sig at lade være.
Det tager månedsvis at opbygge et netværk på Twitter. Man skal bevise at man er værd at følge. Før det kan man ikke forvente at nogen rent faktisk lytter. Effekten af at bruge Twitter er størst, når man selv føler det er relevant og meningsfuldt og at man også får noget ud af det på et personligt plan – hvad enten det er viden og inspiration eller meningsfuld feedback fra relevante mennesker, der er gevinsten.

4. Der er forskel på om man er upcomming eller etableret
Det er vigtigt at understrege at der er forskel på hvem man er på Twitter og hvilket mål man har med brugen. Hvis man er et etableret band med en kendt navn og en stor fanskare, kan Twitter med fordel bruges til at informere og skabe appetit hos eksisterende fans. Hvis man er et nyere band, der først skal til at skabe sig et navn, er Twitter måske bedre til at samle nye fans. De to tilgange kræver to meget forskellige former for kommunikation. Det er derfor en god ide at være opmærksom på hvem man er, hvem man vil nå, hvad man vil bruge Twitter til.
Hvis du er på twitter – ny eller gammel, overbevist eller kritisk, er du selvfølgelig velkommen til at følge os. Jeg Twitter selv under navnet @Teik, men også @YourWaves og @Martinibsen er at finde i strømmen.






Pingback: Hvad kan musikere, musikbranchefolk og musikinteresserede bruge Twitter til? | Making Waves
Pingback: 7 forslag til ting du kan lave i julen for at optimere markedsføringen af din musik (Opdateret) | Making Waves