Anmeldelse: RockMelt Facebook’er din browser!
Følgende er kopieret fra Laus egen blog oplevelsesdesigner.dk
Facebook er godt i gang med at socialisere alt, hvad der socialiseres kan. At verdens største sociale netværk har infiltreret alt, der kan sættes www foran, ses bl.a. med de utallige Like/Synes godt om-knapper, der skyder frem overalt og denne blog er ingen undtagelse. Alt er ved at blive socialt og til at dele med et klik og den tendens er nu også ved at opsluge den browser, du bruger til at surfe på nettet.
RockMelt er navnet på den nye “Facebook-browser”, som forsøger at konkurrere med Internet Exlorer, Google Chrome, Firefox – you name’em. Jeg har stået på venteliste til at få fingre i den og først for nyligt fået adgang til at afprøve browseren. Chrome har i et stykke tid været min foretrukne, men det kan RockMelt måske komme til at ændre på.
Først og fremmest er RockMelt bygget på Chrome-browseren, der er hurtig, sikker, nemmere at tilpasse til ens behov og så giver den mig generelt den bedste brugeroplevelse. Dette bygger RockMelt videre på, samtidig med at de har tilføjet nogle spændende features, som garanteret ikke går Google, Firefox og alle de andre ubemærket forbi. I venstre side har du en liste over dine online Facebook-venner og i højre side får du opdateringer fra sider, du følger med på (f.eks. Blogs, RSS og Twitter). Det kan se sådan ud:
Hvis du ikke er den store fan af Facebook-chatten og generelt har sat den på offline, så får RockMelt nok svært ved at overbevise dig om et skift, for det er den primære godbid ved den nye browser. Det er en slags “Facebook meets Messenger”, for du behøver ikke være på Facebooks hjemmeside for at chatte. Jeg bruger selv chatten ofte, men bruger også muligheden for at gå offline, når jeg ikke vil forstyrres. Her er det fedt, at man hurtigt kan skifte til online/offline ved at klikke på ens eget FB-billede øverst i venstre hjørne (og opdatere sin status).
Hvis du som regel er offline for at undgå chat med perifære venner, så er RockMelt en god grund til endelig at få lavet den liste på FB, hvor du bestemmer hvem, der kan se, når du er online, for RockMelt er en god mulighed for at tage endelig afsked med MSN/Messenger og have alle dine (gode) venner lige ved hånden i din browser.
Det er fordelen ved Facebook-integrationen, men der er så sandelig også en hage ved at lukke Facebook ind i din browser, for du er nødt til at give RockMelt adgang til dine Facebook-oplysninger – også når du ikke er logget ind, fså du stadig får FB-opdateringer i browseren. Rock Melt forsikrer om, at de hverken opbevarer eller deler dine informationer med hverken Facebook eller andre – heller ikke dine venners Facebook-data. Læs mere om sikkerheden her. Det virker meget troværdigt, så hvis man allerede kan leve med Facebook, som har et lidt skidt rygte angående private oplysninger, så vil jeg også mene, man kan sove trygt med RockMelt.
Hvis du i forvejen er Facebook-afhængig og kan acceptere, at venner kan forstyrre dig, mens du surfer, så er der god grund til at give dig i kast med “Facebook-browseren”. Mine erfaringer er indtil videre ganske positive og jeg kan varmt anbefale at prøve RockMelt af.
Fordele:
- En socialt integreret browser med alt det fede ved Messenger (bare med flere venner),
- Gør det nemt at dele links m.m. med FB-venner og samtidig holde sig opdateret med alle sine favoritsider
- Bygget på Google Chrome’s hurtige og sikre browser.
Bagdele:
- Kræver adgang til Facebook-oplysninger.
- En livlig browser, der f.eks. hele tiden giver besked om, hvem der er online på Facebook, bliver let distraherende.
Indlægget er også udgivet på www.oplevelsesdesigner.dk







Pingback: Anmeldelse: Flock vs. RockMelt | Making Waves